Kulturstudier (Nov 2014)
Når TV-kokken ofrer lam. Maskulinitetsforhandlinger via lammekroppe i "autentiske" miljøer i Jamie's Italian Escape og Le chef en France.
Abstract
Siden årtusindeskiftet har man set en synliggørelse af slagtning i madprogrammer med mandlige værter. Denne artikel kaster et kønsperspektiv på denne fornyede interesse blandt mandlige kendiskokke for at deltage i og vise dyreslagtning. Dette bliver gjort gennem nærlæsninger af Jamie Oliver programmet Jamie’s Italian Escape (Channel 4, 2006) og det franske madprogram Le Chef en France (M6, 2012) med kokken Cyril Lignac. De to analyseeksempler har det til fælles, at det i begge tilfælde er lam, der slås ihjel og tilberedes. I artiklen analyseres, hvordan slagtningerne i disse madprogrammer bliver en del af en kompleks maskulinitetsforhandling omkring lammekroppen, hvori forskellige maskulinitetsdiskurser brydes via en række andre diskurser, ikke mindst en autenticitetsdiskurs, som er tydelig i begge eksempler. Analysen forsøger at komme med et nuanceret billede af, hvordan dyreslagtning – med tilhørende forestillinger om autenticitet – på fragmentariske og modsætningsfyldte måder integreres i aktuelle maskulinitetskonstruktioner.
Keywords