Forskning og Forandring (Dec 2020)
Bæredygtighedspædagogik og handlekompetence – et velkommen tilbage til 70’erne?
Abstract
Aktuelle bæredygtighedspædagogiske diskurser taler for udvikling af empowerment kritisk tænkning og holdningsændring. Dermed trækkes spor til 70’ernes kritiske pædagogik og aktivistiske græsrodsbevægelser, og derfor analyseres forholdet mellem forestillingsevne, kritik og (pædagogisk) handlen med særlig fokus på udvikling af handlekompetence, der er knyttet til bæredygtig udvikling. FN’s Verdensmål fremstår som en diskursiv ramme for bæredygtighedspædagogikken og adresserer centrale værdispørgsmål som lighed og retfærdighed, og dermed udfordres forskellige demokratiforståelser og dermed også dannelsesidealer. Bæredygtighedspædagogikken tematiserer forholdet mellem individuel handling og samfundsmæssige behov med krav om adfærdsændringer og bidrager til at politisere pædagogikken. Klimaforandringer og miljøødelæggelse skaber emotionelle reaktioner, der kan blive drivkraft for miljøaktivisme, som det blev tydeligt i 70’erne, men også kan føre til opgivelse, apati eller handlingslammelse. Tvind Folkehøjskoles bygning af verdens største og teknisk mest avancerede vindmølle i 70’erne analyseres som en markant handlingsorienteret pædagogik, hvis fysiske produkt fik betydning for både vindmølleindustrien og miljøet og synliggjorde en historisk set tæt og kompleks sammenhæng mellem miljøpolitisk aktivisme, kritisk pædagogik og handlekompetence samt ikke mindst den samfundsmæssige betydning af forestillingsevne og teknologisk fantasi. Teoretisk og metodisk er artiklen inspireret af Michel Foucaults diskursanalytiske perspektiv (dvs. magt/modmagt) og C. Wright Mills’ begreber om sociologisk fantasi fra 1959. Derudover inddrages John Deweys pragmatiske handlebegreb og Wolfgang Klafkis dannelsesforståelse.
Keywords
