Læring og Medier (Oct 2014)
Styrket færdighedstræning eller afsporende forstyrrelse? Digitalisering af undervisning i øvelseslaboratorier på professionsuddannelserne
Abstract
I arbejdet med tilegnelse af praktiske færdigheder i professionsuddannelser, er værdien af digitalisering omdiskuteret. Der hersker således uenighed om digitalisering blot medfører passiv iagttagelse af udførelsen af færdigheder, eller om digitalisering kan medvirke til at styrke de studerendes viden- og færdighedstilegnelse. Artiklen diskuterer, ud fra to cases fra et forskningsprojekt ved bioanalytikeruddannelsen på [Professionshøjskole], hvorledes videomateriale kan understøtte færdighedstræning i undervisningen på uddannelsesinstitutionen og i den kliniske undervisning. De to cases er forskellige i forhold til både setting og tilgang. I den ene case anvendes underviserproduceret videomateriale som understøttelse af de studerendes arbejde i øvelseslaboratoriet; i den anden case fokuseres på de studerendes egen-produktion af video som led i færdighedstræning i forhold til blodprøvetagning. Begge cases illustrerer både potentialet for design af nye didaktiske rum og vigtigheden af at stille sig de grundlæggende didaktiske spørgsmål om Hvorfor?, Hvad? og Hvordan?, ved implementering af digitaliserede tilgange i færdighedstræningen på professionsuddannelser.