»Constructive alignment« og risikoen for en forsimplende universitetspædagogik

Abstract

Målet med artiklen er teoretisk at påvise, at anvendelsen af Biggs’ constructive alignment (CA) (1999) samt af Biggs og Collis’ SOLO-taksonomi som grundlag for udvikling af uddannelser og undervisning i dansk universitetspædagogik medfører en risiko for generalisering og simplificering. Spørgsmålet er, om CA i en for rigid implementering risikerer at medføre en kvalitetsnedsættelse, og om alignment og målopstilling som overordnet ramme for forskningsbaseret undervisningdirekte kan modvirke dyb forståelse og kreativ tænkning. I den forbindelse ses nærmere på den gængse dikotomiske og værdibaserede fremstilling af dybde- og overfladelæring. Artiklensærinde er ikke at afvise men at nuancere disse grundbegreber, som er blevet så udbredte i dansk uddannelsestænkning, med henblik på at undgå unødig forsimpling og lette svar på komplekse spørgsmål og situationer, som mange forskellige pædagogiske teoretikere igennem tiderne har leveret input til.