Barnelitterært Forskningstidsskrift (Oct 2010)
Fiktion for begyndere: Narrative forløb og karakterer i nordiske billedbøger for små børn
Abstract
Artiklen undersøger, hvad der karakteriserer det narrative forløb i udvalgte billedbøger for små børn og hovedpersonerne I disse narrativer. Den overordnede ramme for undersøgelsen er de senere års nordiske billedbogsforskning og litteraten J.Hillis Millers beskrivelse af, hvad en fortælling er. På den baggrund analyseres en række nordiske fiktive billedbøger for små børn fra perioden 1945–2009, bl.a. Grete Janus Hertz’ Bamse (1945) med illustrationer af Mogens Hertz, Gunilla Woldes ti bøger om Totte (1969–1973) samt Barbro Lindgrens bøger om Max (1981–1994) illustreret af Eva Eriksson. Artiklen konkluderer, at man i de tidlige eksempler fra 1940'erne og 1950'erne finder et repetitivt narrativt forløb, som bygger på gentagelser af sætninger eller begivenheder med små variationer. Persontegningen i disse bøger er minimal. I eksempler fra omkring 1980 og i en række udgivelser efter år 2000 ses en udvikling mod plot-orienterede forløb, der indeholder narrativer i aristotelisk forstand, i form af fortællinger med en begyndelse, en midte og en afslutning. Hovedpersonen i disse fortællinger defineres både gennem handlinger, relationer og stærke følelser, positive såvel som negative. Gennem disse karakteristika lægger bøgerne op til den indlevelse og sammenligning med de faktiske læseres eget levede liv. På den baggrund skitseres muligheden for at undersøge fiktion for små børn i lyset af teorier om fiktionens potentielle betydning for identitetsdannelsen, som beskrevet bl.a. af litteraturpædagogen Louise Rosenblatt og filosoffen Martha Nussbaum. I lyset heraf opfordrer artiklen til fremover at skelne mellem pegebøger, bøger for små børn med repetitive narrative forløb og konflikt- og personorienterede narrativer, der med tematik, persontegning og beskrivelsen af en forandring, erkendelse eller konflikt omkring hovedpersonen, gør det nærliggende at læse værkerne i lyset af forestillinger om litteratur i et dannnelsesperspektiv.