Journalistica (Nov 2024)
Den journalistiske professions rolle i organisationers interne kommunikation
Abstract
Artiklen undersøger, hvordan journalister, der skifter til intern kommunikation, oplever, at de kan anvende (eller fejle i at anvende) deres journalistiske selvopfattelse og færdigheder i rollen som intern kommunikatør. Artiklen bygger på to studier, et kvalitativt interviewstudie med 12 journalister, som arbejder med intern kommunikation, og en kvantitativ undersøgelse med 137 respondenter. Undersøgelsen viser, at kommunikatører med en journalistisk baggrund har en opfattelse af, at de er gode til at bringe medarbejderperspektivet i spil, stille kritiske spørgsmål og skrive velfortalte historier, mens respondenterne har delte meninger om, hvorvidt de oplever, at de har frihed til at fortælle de historier, som de ønsker. Undersøgelsen peger desuden på, at flere organisationer har fået øjnene op for betydningen af transparent og troværdig intern kommunikation, men at der stadig er lang vej i forhold til at give slip på den interne kommunikation og tillade, at mere kritiske historier ser dagens lys.