Tema: Forskning som aktør i udviklingen af kultur, samfund og demokrati

Abstract

I efterkrigstiden stod forestillingen om et fremadskridende velfærdsprojekt stærkt i Skandinavien. Det var underforstået, at et klogt og demokratisk velfærdsprojekt ville profitere af nationalstaternes gavmilde forsknings- og uddannelsespolitik. Gennem de seneste årtier har en lang række reformer og omstillinger imidlertid rokket ved forståelsen af mål og midler for det fremadskridende velfærdsprojekt. De massive investeringer i forskning og uddannelse er afløst af moderne kapitalistiske rationaler, som opfordrer forskere som lægmænd til at integrere faglighed, initiativ og autonomi i innovative omstillinger, der kan skabe mere værdi ved brug af færre ressourcer (Boltanski & Chiapello, 2005). Omstillingerne har særligt præget den offentlige sektor i form af en række reformer: strukturreformer, velfærdsreformer, kvalitetsreformer osv. Den offentlige sektor brydes ned og genopfindes i nye former, hvor det kan være svært at genfinde det moderne fremadskridende velfærdsprojekt. Helhed og sammenhænge mellem demokratiske livsformer, retfærdighed og velfærd er sat under pres - i nogle sammenhænge måske endda helt forsvundet. Eksempelvis udvikles velfærdsinstitutioner gennem organisatoriske koncepter, rutiner og retningslinjer (såsom LEAN og varianter af New Public Management), der ikke nødvendigvis bygger på eller forholder sig til demokratiske modeller eller direkte kobler eller inddrager brugerperspektiver. Ofte er omstillingerne begrundet i forventninger om øget effektivitet eller øget innovations- og udviklingspotentiale. Større omstillinger begrundes sjældent med forventninger om øget læring, myndighed eller retfærdighed. Fra nyere sociologisk forskning lyder der advarsler om, at de hyppige reformer og hastigheden i de samfundsmæssige omstillingsprocesser øger almindelige menneskers fremmedgørelse over for sig selv, hinanden og det sociale liv (Rosa, 2014). Samtidig peger nyere skandinavisk aktionsforskning på, at de moderne vestlige samfunds sociale, økonomiske og økologiske kriser har betydning for samfundets evne til at forny og bevare kulturelle og samfundsmæssige vilkår for liv og trivsel og derfor netop kalder på udvidet social ansvarlighed og refleksion blandt almindelige mennesker (Gunnarsson et al., 2016). Forskningsstrategier i de skandinaviske lande begrundes blandt andet med, at forskning forventes at bidrage til udviklingen af moderne fremadskridende velfærd og demokrati, menneskerettigheder og social retfærdighed (Forsk 2025). I dette nummer af Forskning og Forandring er vi optaget af at få et indblik i forskningens rolle i udviklingen af kultur og samfund. Kan og bør forskningen gå mere aktivt ind i rollen som mulig faciliterende bidragyder til demokratiserende samfundsudvikling? Og i så fald hvordan?