Acta Didactica Norden (Dec 2023)
”Der er grammatik med, når vi gennemgår det fælles” – Elevers opfattelser af grammatikundervisning i sprogfag
Abstract
Denne artikel undersøger 12–15-årige elevers opfattelser af grammatik og grammatikundervisning i sprogfagene dansk, engelsk og tysk i en dansk grundskolekontekst. Artiklen er del af Gramma3, en større fokuseret etnografisk undersøgelse om grammatikundervisningens praksisser i grundskolen i Danmark. Artiklen bidrager med et ofte overset elevperspektiv til den løbende dialog om grammatikdidaktik. De kvalitative analyser af 13 fokusgruppeinterviews med elever peger på, at deres opfattelser af grammatikundervisning er mangfoldige og til forhandling, men ofte bundet til materielle objekter (fx computere og bøger) og traditionelle undervisningsformer (fx udfyldningsopgaver). Eleverne skaber selv sammenhæng mellem grammatik på tværs af sprogfagene, hvor nogle ser ligheder, og andre ser forskelle. Den oplevede sværhedsgrad af grammatikken og grammatikundervisningen er afhængig af elevernes syn på de tre enkelte sprog. Eleverne mener, at det er vigtigt at blive undervist i grammatik for at lære sprog, kunne udtrykke sig ordentligt og få gode fremtidige muligheder. Elevernes affektive forhold til grammatikundervisningen i sprogfagene er mangfoldige og ofte dikotomiske. Forfatternes anbefaling ud fra fundene er udarbejdelse af mere meningsfuld kontekstualiseret grammatikundervisning på tværs af sprogfagene.
Keywords