Steinar Imsen (red.): Den kirkehistoriske utfordring

Abstract

Denne publicering af foredragene fra et seminar på Røros 18.-20. juni 2004 har fået titlen Den kirkehistoriske utfordring. Allerede ved at spørge, fra hvem udfordringen kommer, og til hvem den er rettet, får man serveret en hovedpointe i bogen. Kredsen af bidragydere viser klart, at modtagerne af den kirkehistoriske udfordring er først og fremmest historikere, men også arkæologer og kunsthistorikere, litteraturhistorikere og filologer, der beskæftiger sig med norsk middelalder. Som afsendere af udfordringen står ingen tilsvarende personkreds, for der findes tilsyneladende ingen norske kirkehistorikere, der arbejder med middelalderen. Udfordringen kommer altså fra selve emnet, ikke fra den videnskabelige disciplin, der beskæftiger sig med - eller burde beskæftige sig med - emnet. Det, som bogen giver læseren svar på, er de to helt oplagte spørgsmål: For det første hvorfor middelalderen er blevet nærmest udgrænset af norsk kirkehistorisk forskning. For det andet hvordan historikere og forskere fra andre fag kan bringe kirke og religion tilbage på en central plads i norsk middelalderforskning. Svaret på det første spørgsmål gives først og fremmest i Steinar Imsens forord og i bogens to første, mere principielt anlagte artikler, af henholdsvis Sverre Bagge og Tarald Rasmussen, mens den række casestudies, der følger efter, kan opfattes som illustrationer af, forslag til og overvejelser over, hvorledes den kirkehistoriske udfordring konkret skal tages op. Jeg skal opholde mig mest udførligt ved Bagges og Rasmussens artikler, mens jeg forholder mig mere selektivt og kortfattet til de øvrige.