”Man behøver ikke at være dum, bare fordi man ikke siger noget”

Abstract

Artiklen diskuterer drengenes risiko for eksklusion fra uddannelsessystemet som et resultat af en spænding mellem gymnasiale normer for deltagelse og bedømmelse, og hvordan drengene ser sig selv i forhold til normerne for at opnå et godt resultat. Igennem en Foucault-inspireret analyse af interviews med 19 elever identificeres et diskursivt netværk af historisk skabte kulturelle teser om at være en god elev. Det påvises, at det ’at markere’ fungerer som en abjektionsmekanisme, der skaber inklusion og eksklusion, fordi denne mekanisme kobler deltagelse, bedømmelse og karaktergivning samtidig med, at den klassificerer, disciplinerer og styrer drengene mod de adfærdsformer, der forbindes med læring.