Gymnasiet som inkluderende institution

Abstract

Ingen forstod Sara. Sådan oplevede hun i hvert fald selv den først lange tid af sit skoleliv. Hun følte at klassekammeraterne mobbede hende, og at lærerne og psykologerne satte hende i bås ud fra deres allerede konstruerede holdninger. ”De fortalte mig igen og igen, at jeg ikke oplevede hvad jeg oplevede, at jeg ikke var, som jeg var”, fortæller Sara, der i dag er 18 år og gymnasieelev. Sara er diagnosticeret med Aspergers syndrom. En diagnose, der blandt andet betyder, at hun i mange situationer har svært ved at udtrykke sine følelser med ord eller kropssprog. Diagnosen betyder ligeledes for Sara en markant forhøjet risiko for at få stress og angst i sit samvær med andre mennesker. Denne angst betegnes af Sara som ”Sort Sol”1. Sort sol er i denne sammenhæng en metafor for depression, fortvivlelse samt en oplevelse af ikke at opleve sig som en del af et fællesskab, men Sort sol er ligeledes noget, der forsvinder igen, når omgivelserne accepterer én som ligeværdig deltager i fællesskabet.