Vejledernes reaktion på retningslinjer for vejledning

Abstract

Den undersøgelse vi her i artiklen rapporterer fra, viser at der blandt specialevejledere og specialestuderende er stor forskel på kendskabet til og interessen for de opstillede rammer og regler for specialevejledningen. Vi konstaterer at vejlederen ikke primært opfatter sig selv som en medarbejder i en organisation hvor ledelsens eventuelle retningslinjer og rammer er relevante og bindende, men snarere som en privatpraktiserende vejleder der udvikler sit eget tilbud til de studerende. Vejlederne har skullet udvikle deres egen praksis, men det er alligevel påfaldende at så få problematiserer deres manglende viden om institutionens retningslinjer. Nogle af vejledernes begrundelser for ikke at interessere sig mere for fagets retningslinjer afspejler en opfattelse af de gældende retningslinjer for deres praksis som irrelevante for dem. Baggrunden er at reglerne primært er kvantitative og rammesættende og slet ikke kommer i dialog med vejledernes individuelle praksis. Hvis man vil udvikle vejledningspraksis, skal der altså andre mere kvalitative og pædagogisk velfunderede midler til.