Tidsskrift for Ungdomsforskning (Feb 2016)
Veje ind i pengespil: En kvalitativ undersøgelse af tidlige pengespilserfaringer blandt danske børn og unge
Abstract
Denne artikel analyserer, hvordan unge mennesker i Danmark bliver involveret i pengespil. Hovedfokus er på den sociale kontekst for unges tidlige spilleoplevelser. Artiklen bygger på 51 semistrukturerede kvalitative interviews med unge 12–20 årige. Disse interviews udgør første del af et større longitudinelt studie, der undersøger unge danskeres veje ind i pengespil. Det teoretiske perspektiv udgøres primært af Howard Beckers interaktionistiske teorier om ’misbrugs-karrierer’ suppleret med elementer af andre teorier om social indlæring og identitetsdannelse. Analysen har både været induktiv samt teoretisk guidet. Det kan konkluderes, at unge menneskers veje ind i pengespil aldrig er en ensom proces, men i stedet viser de unges fortællinger, at tidlige spilleerfaringer både er socialt og kulturelt medierede og altid finder sted i sociale kontekster. Til sidst i artiklen diskuteres forebyggelsestiltag og forslag til fremtidig forskning.