Samarbejde i skolen – når forandring forsvinder i en konsensuskultur

Abstract

Med inklusionsloven fra 2012 og skolereformen fra 2014 er der politisk kommet øget fokus på, at skolen skal udvikle sin praksis til at være mere inkluderende, hvilket forudsætter nytænkning og udvikling af hele skolens praksis. Kommuner og skoleledere har ansvaret for at rammesætte dette forandringsarbejde. Tendensen har været, at man har opbygget omfangsrige støttesystemer omkring lærernes praksis i klasserummet, som eksempelvis uddannelse og ansættelse af AKT-vejledere, inklusionsvejledere, læsevejledere m.fl. En praksis, der forudsætter, at lærere og de interne og eksterne ressourcepersoner samarbejder om at udvikle en mere inkluderende skole. Med udgangspunkt i analyser og resultater fra grundforskningsprojektet ”Approaching Inclusion” vil vi i denne artikel sætte fokus på, hvordan de professionelle i skolen samarbejder, og hvad der karakteriserer dette samarbejde, samt hvordan studiet af samarbejdet kan bidrage til en dybere forståelse af samarbejdets betydning for udvikling af en mere inkluderende skole. I artiklen argumenterer vi for, at en dominerende konsensuskultur kan bidrage til at neutralisere forskelle og i sig selv udgøre en modstand mod det mål om forandring, som er sat for samarbejdet. Én blandt flere konsekvenser er, at når forskelle i samarbejdet neutraliseres, blokerer det for udvikling og forandring af hele skolens praksis, hvilket betyder, at de professionelles eksisterende delpraksisser opretholdes.

Keywords

• inkluderende skoler
• samarbejde
• skolepraksis
• modstand
• forandring
• konsensuskultur