Periskop (Aug 2022)
Temaintroduktion: Kunsthistoriefaget i dag. Samtidskunst, selvransagelse og åbne faggrænser
Abstract
Dette temanummer af Periskop drejer sig om, hvordan kunsthistoriefaget praktiseres anno 2022 – især med hensyn til den akademiske disciplin i dansk sammenhæng, som den udfoldes på universiteterne og i museumsregi. Vi har valgt at spørge bredt ud til, hvilke erfaringer der gøres med at skrive kunsthistorie pro tempera, hvilke forhold der former og udfordrer disciplinen – og hvilke nye stier der trædes i det faglige landskab. Det er der indkommet nogle tankevækkende bud på, som hver især åbner en dør til et arbejdende fagligt værksted, hvor der tænkes over, hvor faget står, og hvor det skal hen. Hensigten med temanummeret er at lægge op til fortsat samtale og diskussion.